Når turen går til Frankrig, Italien eller en tredje rejsedestination, er der meget at huske på. Hvad skal pakkes? Er rejseforsikringen i orden? Og hvad med hjemmet? At passe på sin bolig, imens man rejser, er super vigtigt. Heldigvis kan mange indbrud forebygges med nogle simple tiltag. I artiklen her får du 8 gode tips til, hvordan du bedst sikrer dit hjem, når du er ude at rejse.
Hold din rejse væk fra sociale medier
Det kan være fristende at dele billeder på de sociale medier i løbet af en rejse, for vi vil naturligvis gerne dele vores oplevelser med vores omgangskreds. Men lad alligevel være med at skilte med, hvornår du er på ferie på din Instagram, Facebook eller andet.
Reklamerer du med, at du er væk i en længere periode, kan hele verden i princippet finde ud af, at dit hjem står tomt. Det gør din bolig til et rent slaraffenland for indbrudstyve, og du har naturligvis ikke lyst til at komme hjem fra en skøn rejse til et endevendt hus, hvor dine værdigenstande er snuppet.
I forhold til forsikring er der ingen regler om, at du ikke må poste billeder fra din ferie på dine sociale medier, og du mister heller ikke din forsikring, hvis du gør. Tænk dig dog alligevel godt om. Det bedste, du kan gøre, er først at poste om din ferie, når du er kommet godt hjem igen.
Autosvar på din e-mail
Sender du mange mails til dagligt, bør du nøje overveje dit autosvar, inden du tager på ferie. Afhold dig fra at skrive præcist, hvor mange uger du er væk. Gør du det, kan du måske sætte din bolig i risikozonen for indbrud.
Parkér en bil i indkørslen
Noget af de vigtigste, du bør gøre, inden du rejser, er at få det til at se ud som om, at der er liv i din bolig. Her er der ting, du kan foretage dig både inde og ude.
Det er de udendørs områder, der møder ubudne gæster først. Her er det derfor en god idé at parkere en bil i indkørslen. På den måde foregiver du, at der er aktivitet ved din bolig i den periode, du er væk. Et hus, der ser beboet ud, er ikke indbrudstyves førstevalg.
Har dine naboer flere biler, kan du eventuelt spørge, om de vil parkere en af deres ved dit hus. Det er med til at holde din bolig bedre beskyttet.
Hav en smule lys tændt
I forsøget på at få din bolig til at se beboet ud, imens du er ude at rejse, er det også en rigtig god idé at have lidt lys tændt indenfor. Det kan f.eks. være et par lamper her og der. Men er de samme lamper tændt 24 timer i døgnet alle ugens dage, ved de ubudne gæster hurtigt, at det blot er til skue.
Skal det se mere troværdigt ud, bør der være en smule afveksling i belysningen i den periode, du ikke er hjemme. Her kan dine naboer igen være en god hjælp. Lav gerne en aftale med dem om, at de kommer og tænder og slukker lys i forskellige rum, så det ligner, at der rent faktisk er liv i din bolig.
Du kan også sætte en timer på dine lamper, så de helt automatisk tænder og slukker. Det vil gøre dig mere rolig, og du vil kunne nyde din rejse langt mere.
Lad lidt rod ligge
Mange rydder op og gør rent, inden de skal ud at rejse. Det er nemlig rart at vende hjem til en pæn og ryddelig bolig. Men faktisk er det en fordel, hvis du lader lidt rod ligge, så hjemmet ikke ser helt forladt ud.
Har du blomsterbuketter stående, bør du dog sørge for at fjerne dem, hvis man kan se direkte ind i din bolig. De vil blot visne, hvis du er væk i længere tid og dermed give et peg om, at du ikke er hjemme.
Luk også alle indvendige døre, så tyve ikke kan se fra rum til rum.
Få en nabo til at kigge forbi
Faktisk er dine naboer dine bedste venner, når du skal ud at rejse. Bed dem holde øje med din bolig i perioden, du ikke er hjemme og få dem gerne til at kigge forbi en gang imellem. En indbrudstyv vil for alt i verden undgå at blive set. Derfor virker det forebyggende, hvis du får mennesker, du stoler på til at passe på dit hjem.
Få dem til at sætte skraldespanden ud og ind, tømme postkassen og vande potteplanter, så det ligner, at der hele tiden er liv. Bor du i lejlighed, kan du med fordel få en nabo til løbende at fjerne reklamer og aviser, så der ikke stikker en masse post ud af din postkasse. Du kan også få vedkommende til at stille et par gamle sko ude foran din dør i ny og næ. Det får det til at se ud som om, der er aktivitet i din lejlighed.
Hjælp naturligvis også dine naboer, når de er på ferie eller andet. Et godt naboskab er alfa og omega for, at jeres boliger helt trygt kan være alene hjemme, indtil jeres rejser er slut.
Gem dine værdigenstande væk
Et andet tip til at sikre dit hjem bedst muligt, når du er ude at rejse, er at gemme værdigenstande væk. Det gælder både genstande af økonomisk værdi og affektionsværdi. Tag dine designer lamper ned og pak din computer eller arvegenstande godt væk.
Det bedste vil være at opbevare dem hos en ven eller et familiemedlem, da de her er bedst beskyttet. Bor du i lejlighed med et tilhørende aflåst kælderrum, kan du også stille dem her. Sørg bare for at gemme dem godt og bruge låse, der er svære at bryde op, så du ikke gør det alt for nemt for indbrudstyve, hvis uheldet alligevel skulle være ude.
Installér en alarm
Ønsker du ekstra tryghed under rejsen, kan det være en fordel at få installeret et alarmsystem. Godt nok koster det et vist beløb at få alarmer monteret, men det kan være rart at have, hvis du skal langt væk hjemmefra. Skulle alarmen gå i gang, bliver der hurtigt sendt en medarbejder ud for at tjekke din bolig.
Inden du tager afsted, bør du også låse dine døre indvendigt. Det vil nemlig blot stresse og forsikre en indbrudstyv. Med disse tiltag kan du trygt forlade din bolig og tage ud at rejse med et helt roligt sind.